Spritbilist

Hvorfor må vi tage bilen fra vanvidsbilisten, men ikke spritbilisten? I mine øjne er det utilgiveligt, at sætte sig spiritus- eller narkopåvirket bag rattet.
Igennem min tid som patrulje- og motorcykelbetjent i Københavns Politi har jeg igen og igen fanget spritbilister og også set den yderste konsekvens af spritbilisme.
I weekenden skete der et færdselsuheld ved Storebæltsbroens betalingsanlæg. Den ansvarlige part var påvirket af alkohol og den anden part døde som følge af ulykken.
Jeg bliver så trist, når jeg læser nyheder som denne.
Problemet er meget større end de fleste tænker. Det er jeg sikker på. En alkohol- eller narkopåvirket bilist er livsfarlig for sine omgivelser og det skal vi have stoppet.
Jeg bliver så forarget hver eneste gang det sker. For det er virkelig bare ikke i orden, at sætte andre menneskers liv på spil på den måde.
Straffen er igennem årene blevet skærpet og man skal naturligvis ikke lave politik på enkeltsager.
På Christiansborg vil jeg dog se på, om det er muligt at straffe spritbilister på en bedre måde end idag. Det kunne eksempelvis være, ved at beslaglægge spritbilistens bil allerede ved første tilfælde. En anden mulighed kunne være, at der bliver installeret alkoholtester i bilen efter første gang man bliver dømt for at køre påvirket
Foto: TV2 Lorry – udsendelse og artikel om vanvidsbilisme bragte 28. juli 2019
.