FE SAGEN – IGEN RAMMER REGERINGEN FORKERT MED DERES KRITIK

Da jeg startede på mit 2. skoleforløb på politiskolen i 2006 fik jeg udleveret denne her bog. Retsplejeloven. Jeg fik også udleveret straffeloven og politiloven. De var grundlaget for den undervisning og faglig dannelse, som jeg gennemgik de følgende 3 år.

Et af hovedbudskaberne fra mine fantastisk kompetente undervisere var, at lovene altid skal overholdes. Både af mig som politibetjent, af de offentlige anklagere, advokaterne – ja, hele retssystemet.

Retsplejeloven beskriver nemlig, den grænse der er imellem statens muligheder for at udøve retsindgreb mod borgerne på den ene side og borgernes ret til et frit liv på den anden.

Jeg har fulgt FE sagen fra sidelinjen, ligesom resten af Danmark. Jeg har undret mig, været nysgerrig og frustreret over den kompleksitet sagen virker til at rumme. Den omstændighed har sammen med det høje niveau af hemmelighed, gjort sagen mystisk og interessant.

Jeg medgiver, at sager som denne, virkelig kan få os borgere, konspirationsteoretikerne, anarkisterne og folk der ikke tror på demokratiet helt op i gear.

For de mange manglende svar bliver udfyldt med usandheder, antagelser og formodninger. Det gør intet godt for den offentlige samtale.

I artiklen er vores justitsminister ude og revse to samfundsdebatører, som jeg respekterer højt. Henholdsvis juraprofessor Eva Smith og tidligere operative chef i PET, Hans Bonnichsen.

Efter min mening, er de to igennem hele sagen kommet med velargumenterede indlæg til debatten og de har været grundige med at tage de korrekte forbehold set i lyset af, at de heller ikke kender det fulde format af sagen.

Justitsministeren bør fokuserer på, at starte en samtale om de andre indlæg i debatten. Konspirationsfolkene og sådan. De bidrager ikke særligt konstruktivt til debatten og her kunne en samtale være god. Både for sagen men også i den offentlige dannelse.

Set med mine øjne, rammer vores justitsminister nemlig helt forkert med kritikken. Det er ærgerligt, for det bidrager kun yderligere til mistroen i sagen.

Jeg håber virkelig, at vi efter et valg får en regering, der formår at håndterer denne her sag på en anden måde. Gerne med mere åbenhed og en eller anden form for proces, hvor sagen kan sluttes.

I alt beskedenhed, har jeg en smule forstand på efterforskningsforløb i politiet. Som Hans Bonnichsen næver i artiklen, så har sagen nu forløbet så længe, at den burde kunne sluttes. Sker det ikke, så er det andet end efterforskningsmæssige tiltag, der mangler.

Om retsplejeloven er blevet brudt undervejs ved jeg ikke. Men jeg håber, at vi finder ud af det. Der er nemlig visse borgerrettigheder i retsplejeloven, som måske kan være udfordret.

Ligegyldig hvilken form for forbrydelse vi taler om, så må vi aldrig nå dertil, hvor myndighederne ikke overholder landets love. Det duer ikke og for at bruge justititsminsterens ord, så vil vi, i det tilfælde, ende som en bananrepublik.